Flugtbilist anholdt: Påkørte motorcykelbetjent og stak af


Asnæs den 3. oktober.


Tirsdag kl. 17.58 lykkedes det politiet at anholde en 18-årig mand uden fast bopæl fra Kalundborg, som mistænktes for at have været fører af den bil, der lørdag d. 3. oktober påkørte en af politiets motorcykelbetjente på Bobjergvej i Asnæs.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Føreren af en personbil, der var forsynet med stjålne nummerplader, ville ikke standse og blev derfor forfulgt af motorcykelbetjenten.

På Bobjergvej standsede bilisten, bakkede og påkørte politiets motorcykel, hvorefter føreren flygtede i bilen.

Politiet fandt senere om aftenen bilen efterladt i Grevinge, men uden føreren.

Politiet har siden hændelsen ledt efter den mistænkte 18-årige, som dog i går blev fundet på en bekendts adresse i Kalundborg.

Den 18-årige vil onsdag formiddag blive afhørt til sagen, hvorefter politiets jurister vil fremstille ham i grundlovsforhør.