Vild spritbilist: Skød to gange under flugt før han kørte galt


Politiet trak deres tjenestepistoler under anholdelsen.


Betjente måtte i nat trække deres pistoler, da de skulle anholde en spritbilist. Forinden havde han affyret to skud med et oversavet jagtgevær, mens han forsøgte at slippe væk fra politiet.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Politiet forsøgte at stoppe bilisten omkring klokken 1:30 ved et almindeligt rutinetjek, men bilisten havde ikke lyst til at stoppe. Han trykkede på speederen og hermed startede en biljagt.

Biljagten varer ikke længe for bilisten forulykker kort efter på Engvej i Nørresundby, og syv minutter senere, klokken 01.37 er manden anholdt.

Inden da havde manden dog affyret to skud med et oversavet jagtgevær. Manden havde kortvarigt våbnet rettet mod politiet, men skuddene, som blev affyret, var ikke rettet mod de forfølgende betjente.

– Hans våben var ganske kortvarigt rettet mod politiet, og derfor trak betjentene deres pistoler, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Heine Hansen, til TV 2.

Manden vil blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på varetægtsfængsling.