Overvågningskameraer uden for Epsteins celle duede ikke


    Arkivfoto


    To ødelagte overvågningskameraer uden for den afdøde finansmand Jeffrey Epsteins celle bliver undersøgt af det amerikanske forbundspoliti, FBI.

    Det fortæller en kilde inden for politiet til nyhedsbureauet Reuters.

    Epsteins advokater, Reid Weingarten og Martin Weinberg, har over for den amerikanske distriktsdommer Richard Berman sået tvivl om obduktionen af Epstein, der viste, at Epstein hængte sig selv i sin celle i Manhattan Correctional Center 10. august.

    De to overvågningskameraer skulle have filmet i en vinkel, der dækkede cellen, skriver Reuters.

    Det amerikanske medie The Washington Post skrev mandag, at der var optagelser på et af kameraerne, men at de blev fundet ubrugelige. Det har USA’s justitsministerium nægtet at kommentere.

    Overvågningskameraerne er blevet sendt til undersøgelse i et laboratorium i byen Quantico i Virginia, hvor FBI undersøger alt bevismateriale.

    FBI har ikke kommenteret Reuters’ oplysninger.

    66-årige Epstein var anklaget for menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger. Han risikerede op til 45 års fængsel.

    Epsteins selvmord har været omgærdet af flere konspirationsteorier, da han havde været på venskabelig fod med USA’s præsident, Donald Trump, tidligere præsident Bill Clinton og Storbritanniens prins Andrew.

    /ritzau/