Endnu en påsat brand i kommende hjem til asylansøgere


Det er femte gang på en uge, at et allerede eksisterende eller planlagt asylcenter bryder i brand. Ved tidligere brande har politiet ligeledes arbejdet ud fra, at der er tale om påsatte brande.


Politiet i Sverige måtte natten til torsdag endnu en gang rykke ud til en bygning, der stod i flammer.

Og endnu en gang er der tale om en bygning, der skulle have givet tag over hovedet for asylansøgere, der strømmer til landet.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Den seneste brand er brudt ud i Oderljunga, der ligger øst for Helsingborg.

– Vi har en formodning om, at den er påsat. Men det er den umiddelbare mistanke, og det kan ændre sig efter de tekniske undersøgelser, siger Mikael Lindh, vagtchef ved politiet i region Syd, til det svenske nyhedsbureau TT.

Ifølge ham er det lokale borgere, der har gjort politiet opmærksom på, at der var planer om at omdanne bygningen til et hjem for asylansøgere. Det har Skånska Dagbladet fået bekræftet af myndighederne.


Politiet regner med at nattens brand også er påsat. En rude var smadret i bygningen.

Brandvæsnets indsatsleder fortæller til TT, at branden brød ud i et tidligere plejehjem. Der var angiveligt ikke mennesker til stede i bygningen, da flammerne begyndte at tage fat.

Anmeldelsen om branden kom klokken 02.43. Kort efter klokken 04.00 oplyser politiet til Skånska Dagbladet, at branden er under kontrol.

Det er femte gang på en uge, at et allerede eksisterende eller planlagt asylcenter bryder i brand. Ved tidligere brande har politiet ligeledes arbejdet ud fra, at der er tale om påsatte brande.

I weekenden måtte politiet i Sverige rykke ud til flere brande – blandt andet til en tidligere skolebygning i Kungsbacka syd for Göteborg.

Bygningen skulle have været taget i brug som asylcenter, men den brændte natten til søndag næsten ned til grunden.

Natten til lørdag stod en anden skolebygning i flammer i byen Kånna syd for Ljungby i Småland. Også denne bygning var gjort klar som nyt asylcenter.

Politiet mener, at brandene er påsat af personer med tilknytning til højreekstreme, fremmedfjendtlige miljøer.

Ingen er indtil videre kommet noget til ved brandene.

De svenske myndigheder har udvidet samarbejdet mellem politi og kommuner om at styrke bevogtning af eksisterende og planlagte asylcentre.

/ritzau/