Tidligere bandeboss fra Køge nu efterlyst via Interpol


Interpol efterlystning af Oruc Türkoglu.

En tidligere leder af Black Cobra i Køge er nu efterlyst af Interpol. Han er stukket af fra en psykiatrisk afdeling, hvor han afsonede en behandlingsdom for at have beordret et drab på en Bandidos-relateret tatovør i Køge.

Den tidligere boss for Black Cobra i Køge, Oruc Türkoglu burde sidde bag lås og slå på den psykiatriske afdeling Fjorden i Smedegade i Roskilde, men han er stukket af. Formentlig via en ulåst dør,

LÆS OGSÅ: Skud mod tatovør-butik i Køge: Sagen starter i dag
LÆS OGSÅ: 14-årig dreng skød mod rockere i Køge
- Han kommer ud i haven på ukendt vis, muligvis via en dør som burde have været låst, men vi ved det ikke. I haven klatrer han over hegnet og forsvinder, fortæller politikommissær og efterforskningsleder i afdelingen for personfarlig kriminalitet hos Midt- og Vestsjællands Politi, Ove Pedersen til localeyes.dk.

Ude i haven lykkes det Oruc at kravle over et højt hegn på tre til fire meter, hvorefter han forsvinder. Politiet har ingen indikationer på, at Oruc fik hjælp til flugten, som fandt sted den 7. september 2015.

Den 27-årige Oruc Türkoglu, som er blevet erklæret sindssyg og idømt en behandlingsdom blev ifølge politiet først efterlyst i Danmark, men han har formentlig forladt landet kort efter sin flugt og opholder sig muligvis i Tyrkiet.

- Vi har en god formodning om, at han er eller har været i Tyrkiet, afslutter Ove Pedersen.

Og nu er Oruc Türkoglu efterlyst via Interpol.