Branden i købmandsbutikken på Raununkelvænget.
Branden, som mandag aften hærgede købmandsbutikken LET-KØB på Raununkelvænget 86 i Odense, var påsat.
Det oplyser politiet tirsdag i en pressemeddelelse.
-De kriminaltekniske undersøgelser i dag har vist, at branden var påsat. Vi har sikret prøver fra brandstedet, der nu skal undersøges for brandbare væsker, siger vicepolitiinspektør Henrik Justesen fra Fyns Politi, der meget gerne vil have borgerne hjælp til at opklare sagen.
Fyns Politi har talt med et vidne, som ved 22.10-tiden så en knallert kører ad stien langs LET-KØB på Raununkelvænget. Vidnet fortæller, at knallerten kørte langsomt rundt i området i et kortere tidsrum.
Knallerten var meget larmende, som om udstødningen ikke virkede. Vidnet så en person på knallerten, men på grund af mørke kunne vidnet ikke sige noget om hverken alder eller udseende på knallertføreren.
Vidnet fortæller også, at knallerten holdt på stien ved LET-KØB med motoren i gang i fem til ti minutter, inden den kørte fra stedet med høj hastighed. Larmen fra udstødningen var meget tydelig.
Vidnet gik derefter i seng, men blev kort tid efter vækket ved lyden af tagplader, der eksploderede, og vidnet kunne se, der var ild i taget på købmandsbutikken.
– Vi vil meget have hjælp til at få fat i knallertføreren, som var i området ved LET-KØB ved 22-tiden. Føreren kan sidde inde med vigtig viden for sagens opklaring, siger Henrik Justesen, der håber nogen måske ved, hvem personen på knallerten var.