Ansatte i firmaer hyret af techgiganterne Apple og Google har aflyttet og transskriberet lydfiler fra danskeres telefoner og højttalere, uden at brugerne var klar over det.
Det skriver Politiken.
Tre nuværende og tidligere ansatte i virksomheder, der behandler data fra Google og Apple, fortæller til Politiken, at de har lyttet til optagelser, som brugerne formentlig ikke havde tænkt skulle optages.
Det drejer sig om optagelser fra brugerne af techvirksomhedernes digitale assistenter, Apples Siri og Googles Assistant.
– Alt blev transskriberet. Når optagelserne kom ind, filtrerede vi ikke nogen fra. Arbejdet var det samme – at skrive ned, hvad der blev sagt.
– Jeg har overhørt skænderier, samlejer samt almindelige samtaler, der tydeligt ikke henvender sig mod Siri, siger en af kilderne, som er anonym.
Vedkommende arbejdede med danske transskriberinger af Siri i 2016 hos en af Apples samarbejdspartnere, hvor han aflyttede og transskriberede et par hundred lydfiler om dagen, skriver Politiken.
Jesper Lund, som er formand for IT-Politisk Forening, mener ifølge Politiken, at det kan være problematisk.
Han betegner det som misbrug, hvis nogen lytter til optagelserne, uden at de involverede er klar over det.
– Det, at der er mennesker, der lytter til det, du har sagt i din stue, er relativt indgribende, siger han til Politiken.
I både Googles og Apples privatlivsreglementer står der, at optagelser, der indtales til de digitale assistenter, kan gemmes og bruges til at videreudvikle og forbedre teknologien.
Det vil sige, at brugerne giver tilladelse til, at lydoptagelserne kan optages. Men i disse reglementer er det ikke specificeret, at der sidder mennesker, som har adgang til og lytter til optagelserne, og hvornår de lytter med.
Det har i den senere tid vist sig, at flere techvirksomheder har projektansatte, der lytter og transskriberer optagelser i mange forskellige europæiske lande.
Det drejer sig om virksomhedernes respektive digitale assistenter, som også tæller Amazon Alexa.
Datatilsynsmyndigheder i flere lande har iværksat undersøgelser, og afsløringerne har fået Apple og Google til at sætte deres praksis med optagelser på pause i hele EU.
Politiken skriver, at avisen har været i kontakt med det danske datatilsyn, der henviser til, at sagerne i Danmark hører under datatilsynet i det land, hvor virksomhederne har hovedsæde.
/ritzau/