Henriette Reker. Arkivfoto
Dagen inden den tyske by Köln skal vælge en ny borgmester er den uafhængige kandidat Henriette Reker lørdag morgen blevet stukket ned på et weekendmarked i forbindelse med valgkampen.
En knivbevæbnet mand gik til angreb på Reker ved en valgbod, der tilhører den kristelig demokratiske union, CDU, ifølge en talsmand for politiet.
Fire andre blev kvæstet under det efterfølgende håndgemæng.
Ved middagstid lørdag lå Henriette Reker på operationsbordet til behandling for de skader, hun har pådraget sig, oplyser den siddende borgmester, Jürgen Roters til n-tv.
– Vi håber, at operationen går godt, og at hun kommer sig så hurtigt som muligt, siger han til den tyske tv-station.
Umiddelbart efter angrebet stod det ikke klart, hvor alvorligt den 58-årige borgmesterkandidat er kommet til skade. Redningstjenesten sendte en ambulancehelikopter til stedet efter angrebet.
Medier citerede politikilder for, at manden havde givet udtryk for sin utilfredshed med og frustration over den positive flygtningepolitik, som Reker og forbundskansler Angela Merkel står for, og at det var motivet for angrebet.
Den 44-årige overfaldsmand blev anholdt på gerningsstedet, hvor politiet og anklagemyndigheden indledte undersøgelser af knivangrebet.
Weekendmarkedet holdes i bydelen Braunsfeld. Rekers kollega Frederik Schorn siger til nyhedsbureauet dpa, at mindst et medlem af hendes valgkampagne også er kommet til skade ved angrebet.
Indbyggerne i Köln skal vælge en ny borgmester søndag, og den uafhængige Reker støttes af CDU, De Grønne og det liberale Fri Demokratiske Parti, FDP.
/ritzau/dpa