DF anklaget for at bruge EU-penge til valgkamp


Ifølge reglerne må EU’s midler ikke bruges til at finansiere valgkampagner. Men det nært forestående kommunalvalg fyldte meget på sejlturen, der var finansieret af EU-midler. Arkivfoto


Dansk Folkepartis adgang til fonden Feld, som er finansieret af EU-midler, har blandt andet betalt for en sejltur på en træskonnert, som flere DF-folketingsmedlemmer i 2013 deltog i op til kommunalvalget.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Men den slags aktiviteter må EU-midlerne ikke bruges til, understreger presseattaché Delphine Colard fra EU-Parlamentets presseafdeling over for Ritzau.

– Hvis de bruger penge, der kommer fra EU-fonde, ville det ikke være i tråd med reglerne. Reglerne siger, at EU-midler givet fra parlamentet ikke kan bruges på nationale afstemninger.

– Til gengæld må de gerne finansiere den slags med penge, de selv har samlet ind, for eksempel ved hjælp af donationer. Så længe det ikke er EU-penge, siger hun.

Desuden er midler fra fonden gået til EU-parlamentsmedlem Morten Messerschmidts (DF) bog “Dagbog fra EU”, som handler om “EU’s spild af dine penge”, samt julekort fra Messerschmidt og annoncer på hjemmesider.

Ifølge reglerne må EU’s midler ikke bruges til at finansiere valgkampagner. Men det nært forestående kommunalvalg fyldte meget på sejlturen, der var finansieret af EU-midler.

Både partiformand Kristian Thulesen Dahl og partiets medlem af EU-Parlamentet Morten Messerschmidt har ifølge Jyllands-Posten forklaret, at meningen med sejlturen var at øge opbakningen til DF ved lokalvalget.

Ekstra Bladet og Jyllands-Posten skriver, at en enhed under EU-Parlamentet overvejer, om der er grund til at indlede en undersøgelse af, hvordan Dansk Folkeparti har brugt EU-midler givet til den politiske alliance Meld og fonden Feld.

Enheden interesserer sig især for sejlturen med træskonnerten.

Oplysningerne kan dog ikke bekræftes af EU-Parlamentets presseafdeling.

– Jeg er ikke bekendt med en undersøgelse, siger Delphine Colard.

– Det kan meget vel være, at snakken om en undersøgelse er opstået, fordi de danske medier interesserer sig for sagen og har spurgt til den de seneste dage. Og det kan også være, at den omtalte enhed tager et kig bare for at sikre sig, at alt er o.k.

– Jeg talte i telefon med dem (enheden, red.) i morges, og de annoncerede ikke en formel undersøgelse. Vi gav dem information om, hvad der har været bragt i de danske medier. Og det vil de måske nok kigge på.

– Men jeg er ikke vidende om en undersøgelse af en specifik sag. Og vi ville heller ikke kommentere den alligevel, hvis der var, siger Delphine Colard.

/ritzau/