En person er alvorligt kvæstet efter ulykke i Aarhus


Arkivfoto


En mand er torsdag eftermiddag blevet alvorligt kvæstet ved en arbejdsulykke på Aarhus Havn.

Ulykken skete i Grete Løchtes Gade.

– Her er man ved at opføre en bygning, da et betondæk styrter sammen, fortæller vagtchefen ved Østjyllands Politi til Ritzau.

Han ved ikke, om den kvæstede fik betondækket ned over sig.

– Vi har en indsatsleder og en patruljevogn dernede. Der er ydet livreddende førstehjælp, men der var ikke brug for frigørelsesmateriel, siger vagtchefen.

Den kvæstede er med politieskorte blevet kørt til Kommunehospitalet i Aarhus. Det er sidst på eftermiddagen ikke muligt at få oplyst nærmere om hans tilstand.

Foruden politi og redningsmandskab er Arbejdstilsynet tilkaldt, så det kan undersøge, hvad der er sket, og om reglerne på byggepladsen er blevet overholdt.

/ritzau/