Teenagere anholdt for drabsforsøg efter knivstikkeri


Købmagergade tidligt onsdag morgen.


To 19-årige mænd blev sent onsdag fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i København, sigtet for drabsforsøg.

Like localeyes.dk på Facebook

De er mistænkt for at have stukket to andre mænd ned på Købmagergade i det indre København.

En 24-årig mand måtte indlægges og opereres på Rigshospitalet. Han er dog uden for livsfare. Det andet offer var en mand på 27 år, men han kom ikke alvorligt til skade.

Opgøret fandt sted omkring klokken 04.30 i Købmagergade tæt på Kronprinsensgade. Området blev efterfølgende afspærret, og en af de 19-årige blev anholdt.

– Hændelsen udspringer formentlig af noget tumult i nattelivet, sagde den centrale efterforskningsleder Gunnar Nørager tidligere onsdag til Ritzau.

Efter anholdelsen af den mistænkte valgte politiet at eftersøge hans kammerat, som i løbet af formiddagen meldte sig selv.

De to 19-årige er beskyttet af navneforbud, og dørene blev lukket for offentligheden, da de blev fremstillet i grundlovsforhør.

Retsmødet endte med, at den ene fik sin anholdelse opretholdt i tre døgn, mens den anden blev varetægtsfængslet i 13 dage.

/ritzau/