Arkivfoto
Østre Landsret har onsdag formiddag kendt en 34-årig mand skyldig i flere usædvanligt grove overfald på to kvinder.
I Københavns Byret blev manden i maj idømt forvaring for overfaldet på en 23-årig kvinde, som han kastede i det iskolde vand ved Kalvebod Brygge, og for voldtægt og vold mod en anden kvinde.
Onsdag eftermiddag ventes landsretten at tage stilling til, om dommen om indespærring på ubestemt tid skal stadfæstes.
Den tiltalte, som tidligere er blevet idømt seks års fængsel i en anden voldtægtssag, har gennem hele sagen nægtet sig skyldig.
Det alvorligste forhold – som ifølge anklagemyndigheden er et drabsforsøg – fandt sted tidligt om morgenen 7. december sidste år.
Ved Kalvebod Brygge i København blev den 23-årige kvinde overfaldet, slået bevidstløs og forsøgt voldtaget i en skurvogn.
Fra skurvognen slæbte den tiltalte sit offer hen til havnekanten og kastede den alkoholpåvirkede kvinde i vandet. Den 34-årige stod – hævdes det – passiv ved havnekanten og iagttog kvinden uden at hjælpe eller at tilkalde hjælp.
Kun ved at spille død, slap hun ifølge politiet fra hændelsen med livet i behold.
Da sagen blev behandlet i byretten, afspillede anklagemyndigheden videoovervågning af offeret, efter at hun var kommet op af vandet.
Foran Hotel Mariott forsøgte den gennemblødte og vaklende kvinde at blive taget op af to taxaer, men begge steder blev hun afvist. Grædende henvendte hun sig herefter i hotellets lobby, og personalet tilkaldte hjælp.
Ud over forbrydelsen på havnen mener både byretten og landsretten, at den 34-årige er skyldig i vold mod en kvindelig bekendt på et hotelværelse på Rhodos i Grækenland i juni sidste år.
Nogle måneder senere – i oktober – fortsatte mishandlingen af kvinden i en lejlighed i Kastrup. Her voldtog han hende og spyttede hende i munden.
/ritzau/