Amnesty International: Kurdisk milits begår krigsforbrydelser


Ifølge Lama Fakih, højtstående kriserådgiver for Amnesty, lader den kurdiske gruppe “hånt om international, humanitær lov i angreb, der svarer til krigsforbrydelser.”


Den kurdiske milits YPG, der støttes af USA i kampen mod Islamisk Stat (IS), bliver tirsdag beskyldt for at begå krigsforbrydelser af Amnesty International.

LÆS OGSÅ: USA bevæbner kurderne: Nedkaster våben og ammunition nær Kobani

Det skriver Reuters.

Ifølge Amnesty har YPG (Yekineyen Parastina Gel på kurdisk) drevet tusindvis ikke-kurdiske civile mennesker på flugt og smadret deres hjem.

I en 38 sider lang rapport beskriver organisationen en række sager, hvor beboere i flere byer i den nordlige del af Syrien er blevet tvunget på flugt, mens deres hjem er blevet ødelagt.

Ifølge Lama Fakih, højtstående kriserådgiver for Amnesty, lader den kurdiske gruppe “hånt om international, humanitær lov i angreb, der svarer til krigsforbrydelser.”

– De (YPG, red.) rev os ud af vores hjem og satte ild til dem. Derefter hentede de bulldozere og smadrede hjemmene, siger et anonymt vidne til Amnesty i rapporten.

YPG-talsmand Redur Xelil afviser påstanden.

– Der er simpelthen tale om falske beskyldninger, siger han ifølge Reuters.

En anden kurdisk leder, Ciwan Ibrahim, erkender dog over for Amnesty, at der har været “isolerede tilfælde”, hvor civile er blevet flyttet af hensyn til deres egen sikkerhed.

Amnesty skriver, at der derimod er tale om hævn for “beboeres formodede sympati for eller tilknytning til Islamisk Stat eller andre væbnede grupper”.

Herhjemme har Enhedslisten nære bånd til YPG.

Repræsentanter for partiet har flere gange besøgt de kurdiske områder, og ledere af militsens politiske gren har været i Danmark som Enhedslistens gæster.

Nikolaj Villumsen, Enhedslistens udenrigsordfører, tager “klart afstand” fra eventuelle overgreb.

– Det er klart, at hvis der er tale om ulovlige tvangsforflytninger af civile og kollektiv afstraffelse, så skal de ansvarlige for det straffes, og derfor vil jeg klart opfordre de kurdiske selvstyremyndigheder til at efterfølge opfordringerne fra Amnesty, siger han til Berlingske Nyhedsbureau.

YPG får luftstøtte fra den internationale koalition, der bekæmper Islamisk Stat i Syrien. Militsen er tidligere blevet beskyldt for at bruge børnesoldater i kampen.

/ritzau/