Antallet af spøgelsesbilister er det laveste i årevis


Søndag morgen blev to mennesker dræbt i en voldsom ulykke forårsaget af en spøgelsesbilist.


På trods af en tragisk ulykke søndag morgen i Nordjylland, som kostede to mennesker livet, så ser antallet af spøgelsesbilister på de danske veje i 2015 ud til at blive det laveste i mange år.

Like localeyes.dk på Facebook

Tal fra Vejdirektoratet viser, at der i det første halvår af 2015 blev registreret 47 spøgelsesbilister. Det er det laveste antal i ni år og 31 færre end i samme periode sidste år.

Vejdirektoratets Trafikdirektør, Niels Tørsløv, glæder sig over tallene, men har ikke en forklaring på det markante fald i antallet af spøgelsesbilister.

– For at være helt ærlig, så har vi har ikke en konkret forklaring på, hvorfor tallet ser ud til at blive så lavt i år, siger han.

– De forsøg vi har kørende foregår ikke så mange steder, så jeg tror ikke, de har nogen afgørende effekt i det store billede.

Vejdirektoratet har i kampen mod spøgelsesbilister forsøgt sig med flere tiltag:

Vejpigge, som punkterer dækkene, hvis man kører over dem fra den forkerte side, har været forsøgt. De blev dog droppet, da flere biler fik dækkene punkteret, selvom bilerne kørte i den rigtige retning.

Lige nu er der forskellige forsøg i gang med lys, som tænder når bilister kører den forkerte vej. Den endelige evaluering af forsøgene er endnu ikke færdig.

Trafikdirektøren fortæller desuden, at selvom man forhindrer folk i at køre ned ad de forkerte afkørsler, så er man kun halvvejs i mål.

Cirka halvdelen af spøgelsesbilisterne vender nemlig nede på motorvejen. De kører altså først i den rigtige retning på motorvejen, men vender og sætter kursen i den forkerte retning, mod trafikken.

– Bottom-line er, at vi ikke har fundet det guldæg, som kan løse hele problemet, og det er den samme problemstilling, man står overfor i udlandet, fortæller Trafikdirektøren.

I 2004 registrerede Vejdirektoratet 50 spøgelsesbilister. Det tal var i 2014 steget til 148.

/ritzau/