Politi om Tesla-påkørsel: Det var forsøg på drab


Arkivfoto


En bilist i en eldrevet Tesla er blevet sigtet for drabsforsøg, efter han natten til fredag påkørte en cyklist i Slagelse.

Like localeyes.dk på Facebook

Politiet mener, at den 27-årige fører af bilen forsætligt kørte ind i cyklisten – en 59-årig mand.

Bilisten blev anholdt fredag. Han vil lørdag formiddag blive fremstillet i grundlovsforhør.

Efter påkørslen, der skete på Valbyvej i Slagelse, kørte bilisten fra stedet uden at give sig til kende og uden at hjælpe cyklisten.

Politiet kom på sporet af bilisten, efter at han fredag formiddag henvendte sig til et autoværksted i Københavns-området for at få udbedret skader på sin Tesla-elbil.

Skaderne kunne tyde på, at en person var blevet ramt, oplyser politiet.

Den anholdte nægter sig skyldig. Den 59-årige cyklist er fortsat indlagt, men er uden for livsfare.

/ritzau/