Konflikt spidser til: Raket affyret fra Gaza mod Israel


Arkivfoto


En uges vold og sammenstød mellem israelere og palæstinensere er muligvis på vej ind i en ny fase, efter at der natten til lørdag er blevet affyret en raket fra det palæstinensiske Gaza-område mod Israel.

Like localeyes.dk på Facebook

Raketangrebet kommer, få timer efter at seks palæstinensere mistede livet i sammenstød med israelske soldater på grænsen mellem Gaza og den jødiske stat.

Det er uklart, om raketten slog ned på israelsk jord, eller om den eksploderede i luften inde over Gaza.

Israelsk militær oplyser ifølge nyhedsbureauet AFP, at raketten menes at have ramt et “åbent område” i Eskhol-regionen uden at have forårsaget personskader.

Den israelske avis Haaretz skriver også, at der er affyret en raket fra Gaza. Men palæstinensiske kilder oplyser til avisens hjemmeside, at raketten eksploderede i luften, inden den nåede ind over Israel.

Mens der de seneste dage har været en række knivangreb i Israel og på Vestbredden, har der været forholdsvist roligt på Gazastriben. Men det ændrede sig fredag.

Ifølge den israelske hær var der i løbet af dagen “adskillige voldelige forsøg på at storme grænsehegnet”, skriver nyhedsbureauet AFP.

Omkring 1000 “uromagere” udfordrede de israelske grænsesoldater ved at kaste med sten og forsøge at “rulle brændende bildæk mod dem”, oplyser hæren.

Seks palæstinensere mistede livet i urolighederne, da det israelske militær åbnede ild mod folkemængden. 60 meldes såret i urolighederne.

Ordvalget mellem parterne er også blevet skærpet.

Ismail Haniyeh, chef for Hamas i Gazastriben, siger, at den seneste tids sammenstød på Vestbredden er en ny “intifada”.

– Vi opfordrer til at styrke og øge intifadaen. Det er den eneste vej, som vil føre til befrielse, sagde Ismail Haniyeh under en prædiken i en moské i Gaza City.

Den militante, palæstinensiske gruppe Hamas blev grundlagt i 1987. Det skete kort efter den første palæstinensiske opstand – intifada.

/ritzau/AFP