Personbil proppet med seks unge kører galt på motorvej


Arkivfoto


En bil med ulovligt mange passagerer er natten til lørdag kørt galt på E45-motorvejen ved Sønderup i Nordjylland.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Fire personer er kørt på skadestuen, men der er ingen meldinger om, at nogen skulle være i livsfare, oplyser Nordjyllands Politi.

– Der er tale om en soloulykke, da en bil med seks personer skrider ud og ender i rabatten. Det er der en bilist bagved, der ser og slår alarm, siger vagtchef Karsten Højrup Kristensen til Ritzau.

Uheldet skete klokken 01.41, da bilen var på vej ad motorvejen nord for Sønderup-tilkørslen i nordgående retning.

To personer blev fra uheldet bragt på skadestuen i Aalborg for traumepatienter. De er begge uden for livsfare, men deres præcise kvæstelser er uvisse.

To andre blev kørt til skadestuen til kontrol med lettere kvæstelser, mens de resterende to i bilen slap uskadt fra uheldet.

I bilen, der er en almindelig personbil, var der i alt seks personer. Det drejer sig om tre kvinder og tre mænd i alderen 22 til 31 år.

Ifølge loven må antallet af personer i en bil ikke overstige antallet af sikkerhedsseler.

Derfor får uheldet nok yderligere konsekvenser for chaufføren og de fem passagerer.

– Det var en ganske almindelig personbil. De kunne ikke lovligt være der alle sammen, siger Karsten Højrup Kristensen.

– Det kommer formentlig til at få nogle konsekvenser for dem. Vi efterforsker, hvem der har siddet hvor i bilen, og vi har taget en blodprøve fra chaufføren, fortsætter vagtchefen.

Bilens chauffør, en 28-årig mand fra Viborg, er blevet anholdt. Han er mistænkt for at have kørt spirituspåvirket.

Alle de unge kommer fra Viborg-egnen.

Motorvejen blev kortvarigt afspærret efter episoden, men tidligt lørdag morgen er der igen åbnet for trafik.

/ritzau/