Politi på gerningsstedet på Kalundborgvej 34 i Ruds Vedby, 21. april 2019
Efter 26 dage bag tremmer er to drabssigtede mænd på henholdsvis 34 og 42 år gået med til at få deres varetægtsfængsling forlænget.
Mændene blev i juni anholdt og fængslet i to sager om drab på to ældre mænd og efterfølgende ildspåsættelser i Ruds Vedby og Vemmelev.
Torsdag udløber varetægtsfængslingen, og i den forbindelse er fængslingen for begges vedkommende blevet forlænget med fire uger.
Det oplyser efterforskningsleder og politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Den 42-årige er varetægtsfængslet for sin rolle i brandstiftelse og drab i både Ruds Vedby og Vemmelev, mens den 34-årige kun er varetægtsfængslet for sin rolle i sagen fra Ruds Vedby.
Den 22. juni blev der afholdt grundlovsforhør i sagerne ved Retten i Nykøbing Falster. Her erkendte den ældste af de anholdte ifølge flere medier at have dræbt to ældre mænd og efterfølgende sat ild til deres boliger.
Den 34-årige nægtede sig derimod skyldig.
Den ene sag handler om den 68-årige møntsamler Kiehn Andersen, der den 20. april blev dræbt i sit hjem i Ruds Vedby. Han blev stukket 15-20 gange i maven og var desuden blevet udsat for stump vold.
Efter drabet blev liget bragt til Blæsinge Grusgrav ved Slagelse, hvor det blev smidt i en sø.
Den anden sag handler om den 80-årige Poul Frank Jørgensen, som den 16. juni blev fundet blev dræbt i sit hjem på Slagelse Landevej i Vemmelev.
Han var blevet stukket ti gange i ryggen og havde også fået et stik i halsen, der skar halspulsåren over.
I forbindelse med begge drab blev der efterfølgende sat ild til ofrenes huse.
Drabene på de to mænd havde så mange lighedspunkter, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi valgte at slå efterforskningen af dem sammen.
/ritzau/