Flere ældre svindlet af falsk computer-hjælp fra Microsoft


Arkivfoto


Politiet advarer mod at give personer, der uopfordret henvender sig med f.eks. computer-hjælp, adgang til computeren. Formålet med disse henvendelser er oftest at få adgang til borgerens bank-, konto- og betalingskort-oplysninger mv.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Onsdag kl. 10.05 anmeldte en 74-årig mand fra Viby Sj., at han onsdag d. 30. september kl. ca. 11.00 var blevet kontaktet telefonisk af en engelsk-talende mand, der oplyste, at han ringede fra Microsoft på grund af problemer med den 74-åriges computer.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Da den 74-årige faktisk havde problemer med sin computer og kunne få hjælp for blot 50 kr., gav han den engelsk-talende mand adgang til sin computer. Under den ca. 1 time lange telefonsamtale skulle den 74-årige overføre de 50 kr. via Western Union til en mand med navnet ”Erik Hansen”. Han blev nu mistænksom og afbrød straks forbindelsen.

Efterfølgende kunne den 74-årige konstatere, at der uberettiget var hævet knap 4000 kr. fra hans bankkonto, og hans computer nu var helt ødelagt. Politiet forsøger nu at finde ud af, om det kan lade sig gøre at identificere den engelsk-talende mand, der talte med indisk accent.

LÆS OGSÅ: Betalte 1.500 kroner for at få “renset” sine computere for en påstået virus
LÆS OGSÅ: Politiet advarer igen: Pas på fupopkald fra Microsoft
Onsdag kl. 10.38 kontaktede en 79-årig mand fra Køge også politiet, fordi han dagen før i forbindelse med computer-hjælp fra en person, der oplyste at være fra Microsoft, var blevet bedraget for ca. 4500 kr., ligesom nogen havde forsøgt at hæve yderligere ca. 15.000 kr. uberettiget fra hans bankkonto.

Den 79-årige havde oplyst, at computer-supporteren havde fået adgang til hans computer via programmet Team Viewer.

Afbryd straks forbindelsen, hvis du modtager en sådan opringning. Politiets muligheder for at finde frem til og få straffet gerningsmanden er erfaringsmæssigt meget begrænset, idet sporene i denne type sager ofte ender i udlandet i fjerne verdensdele.