Narkobilist lavede hjulspin og forsøgte at køre fra politiet


Arkivfoto


Tirsdag aften kl. 17.35 ville politiet i forbindelse med en færdselskontrol på Hovedgaden ved Tykmosevej, Havdrup, standse en bil, hvis fører dog ikke ønskede at tale med politiet. Han vendte om og kørte med hjulspin fra politiet, men forulykkede kort efter på Skolevej, hvor han påkørte et plankeværk og en sten.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Føreren flygtede herefter til fods, men blev dog fundet ikke langt fra bilen, således at politiet kunne anholde en 27-årig mand fra Havdrup.

Han var påvirket af narkotika og fik derfor udtaget en blodprøve til nærmere undersøgelse for euforiserende stoffer.

Han kunne ikke fremvise noget kørekort, idet politiet tidligere i år havde inddraget dette i forbindelse med en anden sag om narkokørsel.

Den 27-årige blev løsladt efter afhøring til sagerne, men politiet beslaglagde hans personbil, fordi han flere gange tidligere var blevet afsløret i dels narkokørsel, dels kørsel uden førerret.

Når sagerne skal afgøres, herunder spørgsmålet om endelig konfiskation af hans bil, vil den 27-årige blive indkaldt til et retsmøde.