Betjente affyrede pistoler ved anholdelse i Gilleleje


En lang biljagt i Nordsjælland natten til lørdag endte med, at to betjente affyrede skud mod to unge, som de over mange kilometer havde forsøgt at stoppe.

– De følte sig truet og meget presset, siger vagtchefen ved Nordsjællands Politi om baggrunden for skudafgivelsen.

Ingen blev dog ramt ved episoden, som fandt sted ved Gilleleje lidt før klokken to.

Forløbet blev indledt i Hellebæk på Nordre Strandvej klokken 01.05, oplyser vagtchef Dyre Sønnicksen.

En bil kørte på en meget påfaldende måde, og derfor forsøgte en politipatrulje at få stoppet den.

Men personen ved rattet blæste på politiet og kørte mod vest. Først ved Nakkehoved Strandvej ved Gilleleje stoppede bilen, da den påkørte et busskur.

Da betjentene nåede frem, mødte de igen modstand fra de to personer, der havde siddet i bilen. De var ifølge vagtchef Dyre Sønnicksen meget truende.

Til sidst følte betjentene sig ifølge vagtchefen nødsaget til at bruge deres våben.

Politiet opererer med to forskellige slags skudafgivelser. Enten er der tale om varselsskud. Eller også skyder man for at ramme, hvilket kaldes sigtede skud.

Vagtchefen oplyser, at der var tale om skud i den sidstnævnte kategori.

Derefter lykkedes det for andre politifolk i området at anholde de to unge fra bilen. De er henholdsvis 18 og 15 år.

/ritzau/