Læger Uden Grænser: Alle kendte til hospitals beliggenhed i Kunduz


Hospitalet i Kunduz efter bombeangrebet. Foto: Læger Uden Grænser


Alle parter i konflikten i Afghanistan – inklusiv Kabul og Washington – var fuldt ud informeret om den præcise beliggenhed (GPS koordinater) af hospitalet i Kunduz, lyder det fra Læger Uden Grænser.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Hospitalet i den afghanske by Kunduz blev natten til lørdag ramt af et bombeangreb. Mindst 19 personer, herunder flere børn og ansatte hos Læger Uden Grænser blev dræbt.

– Angrebene fortsatte i over 30 minutter efter, at repræsentanter for det amerikanske og afghanske militær var informeret. Vi ønsker straks at få klarhed over, hvad der præcist skete, og hvordan denne forfærdelige begivenhed kunne ske, lyder det fra Læger Uden Grænser

Det er endnu ikke klart, hvem som stod bag bombeangrebet. USA har indtil videre oplyst, at amerikanske styrker har udført luftangreb “i nærheden af” hospitalet mod Taliban.

FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon fordømmer angrebet og kræver en undersøgelse.

– Generalsekretæren fordømmer luftangrebene i Kunduz i Afghanistan, der resulterede i død og skader for flere sundhedsmedarbejdere og patienter på et Læger uden Grænser-sygehus 3. oktober, lyder det i en pressemeddelelse fra Ban Ki-moons kontor.