Chris Harper-Mercer.
Den 26-årige gerningsmand, der dræbte ni mennesker ved et skoleskyderi i Oregon torsdag, tog sit eget liv, da politiet havde trængt ham op i en krog.
Det meddeler sheriffen i Douglas County i Oregon, hvor efterforskere forsøger at finde ud af, hvorfor den 26-årige mand åbnede ild på et college i byen Roseburg i den vestamerikanske delstat.
Han var selv indskrevet på skolen og åbnede ild i sin egen klasse.
Gerningsmanden udvekslede skud med to betjente, inden han rettede sit våben mod sig selv og begik selvmord, siger politiet i Oregon.
Sherif John Hanlin siger, at der er fundet 14 våben, som tilhørte gerningsmanden. De seks af våbnene blev fundet på skolen sammen med en skudsikker vest og ammunition.
Hanlin siger, at politiets efterforskere er ved at gennemgå adskillige spor i sagen og har talt med hundredvis af mennesker, herunder øjenvidner, familiemedlemmer og naboer til gerningsmanden, for at forsøge at finde ud af, hvad der fik ham til at begå udåden.
Politiet har tidligere antydet, at den 26-årige mand havde kæmpet med psykiske problemer i en periode.
Han efterlod sig en skrivelse der tyder på, at han følte sig ensom, og at han var inspireret af tidligere masseskyderier i USA.
Gerningsmanden, som boede hos sin mor, virkede også til at være besat af våben og religion.
Der er også tegn på, at han havde sympatier i retning af de højrefløjsbevægelser, der taler for hvidt overherredømme.
Fredag kom det frem, at den 26-årige mand havde erhvervet sine våben på lovlig vis.
Hans gerning har på ny sat liv i debatten om den lette adgang til skydevåben mange steder i USA.
USA’s præsident, Barack Obama, beklagede i vrede vendinger torsdag, at Kongressen ikke har skærpet våbenloven, så det bliver muligt at forhindre mentalt ustabile personer i at erhverve sig skydevåben.
/ritzau/AFP