Regeringen vil lukke selvmordslinje i nattetimerne


Arkivfoto


5000. Så mange opkald forventede Livslinien at modtage om året fra mennesker med selvmordstanker i nattetimerne.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Men fra starten af 2016 vil selvmordstruede ikke længere kunne ringe på nummeret og modtage rådgivning.

Det bliver konsekvensen, hvis regeringens forslag til finansloven for næste år gennemføres, hvor den ellers bevilgede støtte på fire millioner til Livsliniens natteåbning fjernes.

Uden bevillingen bliver Livslinien nødt til at lukke telefonerne ned om natten fra starten af næste år, skriver Politiken.

Det er et tomrum, som stifter og bestyrelsesformand for Livslinien, Morten Thomsen, frygter konsekvenserne af.

– Om natten kumulerer angst, stoffer og alkohol ofte, og det sætter selvmordstruede i en særligt skrøbelig situation. Hvis de ikke kan ringe til os, kommer det til at koste menneskeliv, siger Morten Thomsen.

I protest mod regeringens finanslovsforslag går han nu som bestyrelsesformand.

– Det er ikke nogen nem beslutning. Det her er mit livsværk. Men jeg kan simpelthen ikke stå inde for den her forkerte og fatale beslutning, siger han til TV2.

– Der vil være nogen, der ikke kan kæmpe igennem natten, fordi der ikke er nogen steder at gå hen, siger Morten Thomsen.

Sundheds-og ældreminister Sophie Løhde (V) har ikke forholdt sig til fjernelsen af de fire millioner fra forslaget til Finansloven 2016, men henviser til statsstøtten af fondens daglige drift.

De seks millioner, som Livslinien i fremtiden vil blive ved med at få fra regeringen, dækker over 12 timers rådgivning om dagen ifølge Livsliniens bestyrelse.

Men det er ikke nok til at drive natterådgivningen, der siden opstarten i begyndelsen af 2014 har været støttet af private fonde.

– Tidligere har Livslinien været dygtige til at få støtte fra blandt andet private fonde, og det kan vel ikke afvises, at man også i fremtiden kan få midler fra fonde og andre til støtte for Livsliniens arbejde, skriver Sophie Løhde i en mail til Politiken.

Men det kan ikke lade sig gøre, fastslår direktør hos Livslinien, Jeppe Kristen Toft.

– De penge, vi har fået, var til opstarten af natteåbningen. Ikke til driften. Hvis der var nogle fonde, vi kunne søge til driften af nattetelefonerne, ville vi søge dem. Men dem har vi ikke fundet, og uden bevillingen bliver vi derfor nødt til at lukke telefonerne, siger han.

/ritzau/