Politiets teknikere på gerningsstedet i Vemmelev – se også droneoptagelser fra stedet længere nede i artiklen.
Det var den 80-årige beboer på Slagelse Landevej 108 i Vemmelev, som søndag blev fundet dræbt i den udbrændte landejendom. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi fredag.
Liget af manden blev fundet søndag, efter at det var lykkedes for brandfolk at få bugt med en omfattende brand på stedet.
Undersøgelser viste hurtigt, at den døde person var blevet dræbt forud for branden. Først sidst på ugen blev den dræbte endeligt identificeret.
Husets beboer var en 80-årig mand. Han boede alene på stedet.
– Vi kan ikke sige noget om dødsårsagen. Brandårsagen arbejder vi også med at få overblik over, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen, der leder efterforskningen.
– Vi har afsluttet vores undersøgelser på stedet, men vi mangler fortsat at få resultater af blandt andet de tekniske spor, siger han.
Det var en forbipasserende, der søndag klokken 09.25 slog alarm om branden i huset på Slagelse Landevej.
I alt 20 mand fra Slagelse Brand og Redning var rykket ud til stedet for at få bugt med flammerne og det overtændte stuehus.
Allerede mens brandfolkene kæmpede for at få bugt med den sidste del af branden, rykkede politiets efterforskere ud for at finde ud af, hvad der var sket.
Det er usædvanligt, at efterforskere bliver kaldt med ud til en brand så tidligt i forløbet. Men politiet var i tvivl om, hvorvidt der var foregået noget kriminelt på stedet.
I kølvandet på efterforskningen har politiet også fundet tegn på, at drabet og branden har flere ting til fælles med sager fra både Ruds Vedby og Grevinge i Odsherred.
I Ruds Vedby blev den 68-årige møntsamler Kiehn Andersen dræbt i april. Der blev sat ild til hans hus, mens liget af ham først senere blev fundet i Blæsinge Grusgrav ved Slagelse.
Efterforskningen af drabet på ham og drabet på den 80-årige er blevet slået sammen af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Kredsen er i tæt dialog med Midt- og Vestsjællands Politi, der står for efterforskningen af drabet på Finn Ørsdahl i Gundestrup i Odsherred. Den 65-årige mand blev i februar fundet dræbt i et udbrændt hus. Han var blandt andet blevet udsat for grov vold.
I alle sager er ofrene pensionerede og enlige mænd, der boede på landejendomme ud til landeveje.
/ritzau/