Næsten hver anden kvinde er nu overvægtig


Arkivfoto


Danske kvinder har i gennemsnit taget 1,4 kilo ekstra på fra 2005 til 2013.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det viser helt nye tal, som DTU Fødevareinstituttet har analyseret for Miljø- og Fødevareministeriet, skriver Søndagsavisen.

Dermed er andelen af overvægtige kvinder steget fra 39 procent til 44 procent på få år, så næsten halvdelen af kvinderne nu har et BMI større end 25 og dermed rykker ind i kategorien “overvægtig”.

Det bekymrer forskeren bag undersøgelsen.

– Omkostningerne er, at flere vil få alvorlige sygdomme som type 2-diabetes, hjerte-kar-sygdomme og visse kræftformer relateret til overvægt, siger seniorrådgiver på DTU Jeppe Matthiessen til Søndagsavisen.

Til gengæld er mændenes udvikling stagneret og ligger stadig på lidt over halvdelen, og kvinderne haler dermed ind på mændene.

Andelen af svært overvægtige kvinder er også steget fra 13-15 procent.

Det skyldes både, at kvinder ifølge undersøgelsen har mere stillesiddende arbejde end tidligere og, at de spiser mere fedt.

Over den periode, som forskerne har undersøgt, har vi øget den såkaldte energitæthed i kosten med syv procent. Det betyder med andre ord, at vi i gennemsnit indtager flere kalorier end tidligere.

Fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) mener ifølge Søndagsavisen, at oplysning fra myndighedernes side er en del af løsningen.

– Jeg tror ikke på, at de løftede pegefingre og forbud og restriktioner er vejen frem. Jeg tror i langt højere grad, vi skal oplyse og målrette kommunikationen til de grupper, der har svært ved det, siger hun.

/ritzau/