Tre mænd er blevet stukket med kniv i et slagsmål i Kokkedal i Nordsjælland.
Ifølge Nordsjællands Politi skete slagsmålet på en parkeringsplads i Mellemengen. Her blev der uddelt slag og stukket med knive.
De tre mænd blev stukket i henholdsvis hånden, ansigtet og torsoen, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi Dyre Sønnichsen.
– Vi fik anmeldelsen kl. 21.13 tirsdag aften. Nu er vi i gang med at undersøge, hvad der er sket, siger vagtchefen.
Tre personer er blevet anholdt, herunder to af de knivstukne. En af de anholdte er en midaldrende mand, og de to andre er i 20’erne. De er alle uden for livsfare.
De anholdte er i gang med at blive afhørt. Politiet har ikke fundet tegn på, at det skulle være banderelateret.
/ritzau/