27-årig idømt to års fængsel for falskmønteri og våbenbesiddelse


Arkivfoto


En 27-årig mand fra Ringsted-området blev den 29. september 2015 ved Retten i Roskilde idømt 2 års fængsel for blandt andet at have eftergjort 34 stk. 500 kr.-sedler og under særligt skærpende omstændigheder at have besiddet et oversavet jagtgevær, to almindelige jagtgeværer, fire rifler og en mængde ammunition.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

En videosekvens med billeder af våbnene førte politiet på sporet af den 27-årige mand, ligesom politiet foretog flere ransagninger uden dog at finde våbnene.

Den nu dømte mand nægtede sig skyldig i besiddelse af våben, men tilstod at have eftergjort pengesedlerne uden at have til hensigt rent faktisk at bruge dem.

“Vi anser det for meget alvorlige forbrydelser både at fremstille falske penge og at besidde farlige skydevåben og ammunition, når man ikke har de fornødne tilladelser til det. Politiet har derfor lagt en dedikeret og effektiv indsats i efterforskningen, og Anklagemyndigheden er tilfreds med, at Retten i Roskilde har valgt med en dom af den varighed at signalere, at man ikke kan undslå sig et strafansvar, selv om politiet ikke finder de fysiske våben” udtaler anklagerfuldmægtig Lise Møller Frandsen.

Den 27-årige mand har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i juni 2015 og blev fortsat varetægtsfængslet efter dommen, som han modtog.