Charlie Hebdo rykker ind i topsikrede lokaler i Paris


12 personer blev skudt og dræbt i angrebet mod Charlie Hebdo, og yderligere fem personer blev dræbt i andre angreb i de efterfølgende dage.


Ni måneder efter angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo i Frankrig, hvor nogle af landets mest kendte bladtegnere blev dræbt, rykker redaktionen nu ind i nye, topsikrede lokaler i hovedstaden Paris.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Det oplyser anonyme kilder til det franske nyhedsbureau AFP. Ifølge kilderne begyndte flytningen tirsdag.

Indtil nu har Charlie Hebdos redaktion arbejdet fra avisen Liberations lokaler, hvor de overlevende blev taget imod lige efter angrebet.

– De forlod Liberation i dag. Flytningen er blevet spredt ud over flere dage, siger en kilde til AFP.

Charlie Hebdos ledelse har ikke ønsket at kommentere flytningen.

12 personer blev skudt og dræbt i angrebet mod Charlie Hebdo, og yderligere fem personer blev dræbt i andre angreb i de efterfølgende dage.

Brødrene Said og Cherif Kouachi, der stod bag angrebet på Charlie Hebdo, endte med at blive dræbt af politiet.

LÆS OGSÅ: Nyhedsbureau: Brødrene ansvarlige for Charlie Hebdo massakren er dræbt
Angrebene fik stor opmærksomhed verden over, og i Frankrig var millioner af folk på gaden for at støtte nichemagasinet, der efterfølgende oplevede en massiv oplagsstigning.

På det seneste er Charlie Hebdo dog blevet ramt af, at tegneren Luz forlader den kontroversielle udgivelse, mens klummeskribenten Patrick Pelloux har meddelt, at han følger efter.

LÆS OGSÅ: IS roser gerningsmænd bag angreb på Charlie Hebdo
Begge har begrundet afgangen med, at magasinet ikke har været det samme siden angrebet, hvor så mange kolleger mistede livet.

– Jeg har ikke styrken til at fortsætte med dette hver uge, sagde Pelloux sidste weekend.

/ritzau/AFP