Dannebrog faldt fra himlen for 800 år siden


Arkivfoto


Lørdag markerer Valdemarsdag, at der er gået endnu et år, siden Dannebrog ifølge fortællingen faldt ned fra himlen i Estland og hjalp de danske kristne til en sejr over de hedenske estere.

Og i 2019 runder flaget et skarpt hjørne, hvis man skal tro historien. Det er nemlig 800 år siden, at Valdemar Sejr og danskerne var på korstog i Estland.

Siden har det danske nationalflag gennemgået en udvikling fra at være et kongeligt magtsymbol i form af kongens handels- og krigsbanner til et nationalt symbol og allemandseje.

Fortællingen om, hvordan Danmark fik sit flag, er noget af det, der gør det specielt.

Det mener Torben Kjersgaard Nielsen, lektor i middelalderhistorie ved Aalborg Universitet og forfatter til bogen “Dannebrog”.

– Vi snakker ikke om, hvorvidt den er sand eller ej. Vi snakker om, at det er en god historie, og at den har et mytisk og et guddommeligt element over sig, siger han.

Han mener, at historiefortælling om den slags er med til at skabe en form for fællesskab.

I dag bruges flaget i et hav af forskellige anledninger. Det markerer glæde og sorg, ligesom det bruges kommercielt og politisk.

Og netop mangfoldigheden gør det svært at sige, hvad flaget betyder for danskerne, fortæller Torben Kjersgaard Nielsen.

Men sammenhængen, som flaget bruges i, er afgørende for betydningen.

– Vi tænker ikke særligt nationalistisk, når der står fødselsdagsflag i de hjemmebagte boller, eller når de unge kommer hjem fra rygsækrejse.

– Men vi tænker nok politisk, når vi eksempelvis ser politiske partier bruge flaget som en del af deres kommunikation, siger han.

Torben Kjersgaard Nielsen fortæller, at danskerne generelt er gode til at afkode, hvilken sammenhæng flaget bliver brugt i, og dermed til at tillægge det forskellige betydninger.

I 2016 rejste sig dog en debat om politisering. Anført af Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), blev et tre meter langt Dannebrog hængt op bag Folketingets talerstol.

Ifølge Enhedslistens Christian Juhl var det “tæt på magtmisbrug af formanden”. Dannebrog blev i salen – dog i mindre skala og ikke hængende fra loftet.

Som ved de fleste fødselsdage fejres Dannebrog også.

Danmarks-Samfundet står bag en række arrangementer lørdag. Den danske kongefamilie deltager i arrangementer i løbet af dagen.

Dronning Margrethe rejser med kongeskibet, der har samme navn som flaget, til Estland og deltager i et arrangement der.

/ritzau/