Arkivfoto
Fredag eftermiddag kl. 16.29 ville en motorcykelbetjent fra færdselspolitiet standse en motorcyklist, der i den tætte myldretidstrafik på motorvejen kørte i sydlig retning mellem bilerne omkring afkørsel 28 Greve.
Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.
Da motorcyklisten opdagede politiet, satte han farten betydeligt op og kørte fra motorcykelbetjenten ved bl.a. at køre zig-zag mellem bilisterne og køre på baghjulet alene.
Motorcyklisten blev opdaget igen omkring motorvejsafkørslen til Cementvej, hvor han kørte fra og overhalede nogle svingende bilister på afkørslen. Han fortsatte videre og kørte i krydset ved Silovej over for rødt lys og ind mellem tværgående bilister, men slap igennem uden at blive ramt.
Den jagtede motorcyklist standsede dog af sig selv senere på Silovej, hvor politiet fik kontakt med en ædru, 22-årig mand fra Køge. Han havde førerret til personbil, men ikke til motorcykel, og blev derfor sigtet for kørsel uden førerret på hans egen motorcykel.
Den 22-årige kan forvente at blive indkaldt til et retsmøde, når sagen mod ham vedr. den hensynsløse kørsel skal afgøres.