Politiet om søndagens Superligakamp på Vestegnen: Relativt roligt


Arkivfoto


I dag søndag den 27. september mødtes Brøndby IF og FC København i Superligaen på Brøndby Stadion. Efter kampen var der enkelte episoder, men Københavns Vestegns Politis overordnede billede er, at der var tale om en relativt rolig kampafvikling, skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Dog var der en situation, hvor fans fra den ene side forsøgte at komme i klammeri med modpartens fans, hvilket fik politiet til at trække stav. I forbindelse med episoden blev der udøvet vold mod fire politifolk og en fan blev ramt af stav og en anden fan blev ramt af flaskekast. Ingen er anholdt i den forbindelse og sagen efterforskes.

Også et andet sted på ruten efter kampen kom det til et mindre sammenstød mellem fans. Også i den forbindelse er en person kommet til skade. I alle tre tilfælde er der tale om lettere tilskadekomst. Ligeledes i nat var der en episode hvor en større gruppe FCK-fans angreb et klubhus for Brøndby-fans og hvor det kom til slagsmål.

I alt tre personer er blevet anholdt og to er siden løsladt. Københavns Vestegns Politi har skrevet et mindre antal sager for overtrædelse af maskeringsforbud, for euforiserende stoffer og for ulovligt fyrværkeri, under politiaktionen som skete i samarbejde med Københavns Politi, Midt- og Vestsjællands Politi og Fyns Politi.

Arbejder videre med “Fairplay – også uden for banen”

Trods disse episoder er det politiets billede at der var har tale om en relativt rolig kamp:

– Vi er ganske tilfreds med at det overordnede indtryk er en fredelig kamp. Vi har haft nogle mindre episoder og dem vil vi arbejde videre med, siger Allan Nyring, politiinspektør hos Københavns Vestegns Politi

I forbindelse med den overordnede rolige afvikling peger Allan Nyring på fan-aftalen “Fairplay – også uden for banen” som siden januar 2015 har dannet grundlag for dialog mellem politi, klubber, fans og kommune:

– Aftalen var med til at sikre den nogenlunde fredelige afvikling i dag, og vi ser frem til at arbejdere med fan-aftalen som grundlag for de næste kampe.

Kampen i dag blev spillet i dagslys efter henstilling fra politiet. Om det også vil være henstillingen når Brøndby IF og FC København mødes til november, vil Københavns Vestegns Politi tage stilling, når man i løbet af kort tid har evalueret hele afviklingen af kampen.