Et mindre fly er mandag eftermiddag styrtet ned på en mark i nærheden af Regstrup ved Holbæk.
De to mænd om bord er bragt til sygehus, men er uden for livsfare.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi, der fik anmeldelsen om ulykken klokken 14.37.
Flere optagelser
Flyet er et mindre sportsfly med en motor og plads til to personer. Det skulle lette fra en landingsbane, der ligger ved Holbækvej.
– Men på vej op mister det opdrift under den ene vinge. Det styrter ned på en mark på den anden side af Holbækvej og slår en kolbøtte, fortæller politiets vagtchef Henrik Jørgensen.
Da politi og redningsmandskab når frem, sidder de to mænd fra flyet ude på marken.
– Den ene er fløjet i helikopter til Rigshospitalet, mens den anden er kørt i ambulance til sygehuset i Holbæk. De er begge uden for livsfare, siger vagtchefen.
/ritzau/