Indien: Hindupræst voldtog otteårig pige i en uge og bankede hende ihjel med en sten


Arkivfoto


En domstol i Indien har mandag idømt tre mænd fængsel på livstid for voldtægt og drab på en otteårig muslimsk pige.

Sagen har vakt vrede i Indien og forårsaget spændinger mellem religiøse grupper. En af de tre dømte er en hindupræst.

– Dette er sandhedens sejr. Pigen og hendes familie har fået retfærdighed i dag, siger anklager M. Farooqi.

Anklagerne havde ønsket, at de tre mænd blev idømt dødsstraf.

Tre andre mænd – alle politifolk – fik hver fem års fængsel for at have ødelagt beviser i sagen.

En forsvarsadvokat oplyser, at alle seks dømte vil appellere dommene.

Den otteårig pige tilhørte et muslimsk nomadefolk, der lever i skovene i Kashmir-regionen.

Hun blev taget til fange, bedøvet og holdt indespærret i et tempel. Her blev hun udsat for seksuelle overgreb i en uge, inden hun blev kvalt og banket til døde med en sten i januar 2018.

Ifølge det 15 sider lange anklageskrift var drabet et led i en større plan om at fjerne det muslimske mindretal fra området.

Sagen har rystet Indien og førte til, at parlamentet vedtog en lov om, at voldtægt kan give dødsstraf, hvis offeret er under 12 år.

Samtidig er det langt fra den første sag om en brutal voldtægt, omverdenen hører om fra Indien. I de seneste par år har rettighedsgrupper demonstreret for at få indiske myndigheder til at tage denne type sager mere alvorligt.

I den uhyggelige sag om den otteårige pige er det indiske regeringsparti BJP blevet kraftigt kritiseret, fordi nogle af partiets medlemmer havde kritiseret politiet for at rejse sigtelse mod de formodede gerningsmænd.

/ritzau/Reuters