Annoncehajer snød lønmodtagerfond og 162 firmaer


Arkivfoto


Rudkøbing, Gilleleje, Herning og Frederikshavn er blot nogle af de mange byer, hvor en gruppe svindleres ofre befinder sig. Ingen del af landet er gået fri i en omfattende sag om såkaldt annoncebedrageri, som i næste uge bliver indledt ved Københavns Byret.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Tre mænd på 26, 33 og 44 år ventes at tilstå i hvert fald størstedelen af de 172 bedrageriforhold, som sagen drejer sig om. Bedrageri, der også er gået ud over Lønmodtagernes Garantifond, der har udbetalt millioner af kroner til svindlerne.

– Der er tale om to sagskomplekser, som er slået sammen og vil blive behandlet på samme tid, fortæller senioranklager Flemming Petersen fra Københavns Politi til Ritzau.

162 mindre erhvervsdrivende er i sagen blevet kontaktet af annoncesælgere, som tilbød annoncer i noget kaldet “Lokal Fagbogen”, som ifølge sælgerne var et anerkendt firma. Men firmaet var ren fiktion, og annoncerne var værdiløse.

Svindlen foregik hovedsageligt i årene 2009 til 2011 og gik blandt andet ud over en beværtning på Midtfyn. Her kostede fupnummeret kun nogle få tusind kroner, mens andre firmaer måtte lide langt mere.

Blandt andet blev et rengøringsfirma i Viborg snydt for over 100.000 kroner. Det fremgår af den retsmødebegæring, som anklagemyndigheden har udfærdiget i sagen, og som rummer samtlige 172 forhold i sagen.

Ud over annoncesvindlen er mændene også sigtet for omfattende bedrageri rettet mod Lønmodtagernes Garantifond, som sørger for lønudbetaling til ansatte i virksomheder, der for eksempel går konkurs.

Ifølge sigtelserne i sagen er det lykkedes for mændene tilsammen at malke garantifonden for 6,3 millioner kroner. Det er sket ved at lyve om, at flere personer har været ansat i en række virksomheder, som i årene 2009 til 2011 gik konkurs.

Den del af svindelnummeret har været så omfattende, at sagen ikke stopper ved de tre formodede hovedmænd.

– Der er også nogle lønmodtagere, som er sigtet, men den del af sagen afventer afgørelsen mod de tre, fortæller Flemming Petersen.

Anklagemyndigheden har bedt retten behandle sagen som en tilståelsessag. Onsdag skal det første retsmøde i sagen kaste lys over, om de sigtede vil krybe til korset og erkende sig skyldige i anklagemyndighedens beskyldninger.

/ritzau/