Arkivfoto
Danmarks tredjerigeste mand frygtede efter alt at dømme for sit liv, da en hjemmerøver tidligere på året pludselig stod i hans hjem i Vedbæk.
– Der var ikke grund til at være andet end bange, siger ejeren af Coloplast, Niels Peter Louis-Hansen, fredag i Retten i Lyngby.
Her er en 36-årig mand fra Færøerne tiltalt for forbrydelsen, og i den forbindelse er både Louis-Hansen og hans hustru indkaldt som vidner.
Den danske milliardær fortæller, hvordan han og konen netop havde spist og nu ville se noget tv i villaens bibliotek, da der lød et højt brag.
Få sekunder senere stod rigmanden og hans hustru ansigt til ansigt med en maskeret hjemmerøver, der med en sten havde smadret sig adgang til parrets villa.
– Han kommanderer os ned at ligge. Han er slank, iført noget mørkt, professionelt tøj, og hans ansigt er dækket af en slags hætte. I hænderne har han en pistollignende genstand.
– Han trækker så en konvolut frem og siger på et formfuldendt engelsk: “Læs det”. Jeg åbner kuverten og folder brevet ud, siger Coloplast-ejeren.
Brevet indeholdt et krav om 2,5 millioner kroner, der skulle være en erstatning til en japansk pige, hvis søster og mor var blevet dræbt i en trafikulykke.
I brevet hævdedes det, at Louis-Hansen står bag trafikulykken, og derfor havde den 19-årige nu hyret en snigmorder til at dræbe parret, hvis millionerne ikke faldt.
– Man vil jo gerne lege stærk mand, men det kan ikke blive til andet end at læse brevet, siger Niels Peter Louis-Hansen.
Hverken Coloplast-ejeren eller hans hustru kender noget til de japanske trafikdrab, men ser sig ikke desto mindre nødsaget til at overføre pengene.
– Bagefter siger han “have a nice evening”, og så forlader han huset. Derefter sidder vi og sunder os og drøfter, hvad vi skal gøre. Vi føler os ikke klar over, om der er andre til stede, eller om han står udenfor og venter. Efter lidt tid går jeg ned i kælderen og ringer til Securitas og til politiet, forklarer Louis-Hansen.
Den 36-årige færing nægter sig skyldig, men ønsker ikke at udtale sig om sin påståede rolle i hjemmerøveriet.
Dermed får retten ikke hans forklaring på, hvorfor de 2,5 millioner kroner blev overført til hans konto, og hvorfor det brev, som Coloplast-ejeren blev bedt om at læse, er fundet på den tiltaltes computer.
/ritzau/