Arkivfoto
– Jeg ville bare lige skræmme ham lidt.
Sådan har en 41-årig mand sagt, men Retten i Herning har torsdag fundet ham skyldig i overlagt drab og har udmålt en straf på fængsel i 12 år.
Med en bil som redskab dræbte Michael Larsen 18. februar i Tarm en mand på cykel.
Offeret var Peter Jensen, der fik et kraniebrud og mistede livet. Han blev 39 år.
Vidner har fortalt politiet, hvordan bilisten kørte ind i cyklisten to gange, og derfor har politiet behandlet sagen som et forsætligt manddrab og ikke som en trafikulykke.
Lige siden har manden været varetægtsfængslet, og onsdag og torsdag har sagen været behandlet af retten.
Offeret var tidligere dømt for sexovergreb på børn. Og den tiltalte var tilsyneladende vred over, at manden nogle gange opholdt sig i et hjem med mindreårige børn, selv om han havde forbud mod det.
– Jeg var bekymret for, at han ville forgribe sig på den ene datter, har den tiltalte ifølge ekstrabladet.dk onsdag forklaret.
En lydoptagelse afspillet i retten dokumenterer et skænderi mellem de to mænd netop om samvær med børn.
Den sexdømte lod sig ikke skræmme. “Du kan jo bare komme,” sagde han blandt andet.
Michael Larsen har taget betænkningstid med hensyn til, om han vil anke dommen til Vestre Landsret.
/ritzau/