Arkivfoto: Person laver V-tegnet i forbindelse med Rasmus Paludans demonstration ved Greve Idrætscenter 19. april 2019
En folkeskole i Ølstykke forbyder elever at lave V for sejr-tegnet, som den racismedømte partileder af Stram Kurs, Rasmus Paludan, har gjort til sit varemærke.
Det skriver Politiken søndag.
Efter at flere elever på Maglehøjskolen havde brugt tegnet, har skolens lærerstab og ledelse på fundet det nødvendigt at forbyde tegnet for at forebygge mobning.
– Vi har talt med dem (eleverne, red.) om, at det, at vi lever i et demokratisk land med ytringsfrihed, ikke betyder, at man kan lave gestikulationer med racistiske undertoner på skolen, hedder det i et brev, som syvendeklassernes lærerteam har sendt ud på forældreintra i marts.
– De må mene, hvad de vil, men når de er tvunget til at være sammen i skoleregi, så må de holde stødende meninger og holdninger for sig selv.
Skolen vil derfor skrive hjem til elevernes forældre, hvis de alligevel laver tegnet, fremgår det af brevet.
Claus Hjortdal, der er formand for Skolelederforeningen, mener, at lærerstaben har handlet rigtig med forbuddet.
– Skolerne skal absolut reagere, hvis de oplever noget, der tenderer til mobning og diskrimination af bestemte elevgrupper på skolen, siger han til Politiken.
– Man kan sagtens diskutere Rasmus Paludan og hans budskaber, som man kan diskutere andre partiers budskaber. Men den del, der handler om chikane og nedgøren af andre mennesker, det hører ikke til i folkeskolen.
Forbuddet fra lærerteamet kom, før Rasmus Paludan og hans parti blev opstillingsberettiget til det igangværende folketingsvalg.
Hen over sommeren og efteråret sidste år blev Paludan et internetfænomen på YouTube, hvor hans videoer fra demonstrationer rundt om i landet har fået hundredtusindvis af visninger. Mange af seerne er børn og unge.
V-tegnet blev oprindeligt et symbol for de allieredes sejrsvilje under Anden Verdenskrig.
Efter krigen har tegnet desuden også vundet udbredelse i forbindelse med ungdomsoprøret, hvor det blev brugt som et fredstegn.
/ritzau/