Indbrudstyv anholdt: Sporing af Ipad førte politiet lige til døren


Arkivfoto


Politiet anholdt tirsdag en 20-årig mand fra Nykøbing, som blev sigtet for et indbrud, der skete tidligere på dagen i et hus på Kretavej i Nykøbing.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Tyven havde aflistet en rude og stjålet en Kay Bojesen-abe, knivsæt, en skruemaskine, Piet Hein lysestager, bilnøgler, et Sony kamera og en iPad, skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Indbruddet skete på et tidspunkt mellem klokken 7 og 11.30, og den stjålne iPad kunne spores til et værelse på kollegiet på Østre Alle i Nykøbing. Ved en ransagning på stedet fandt politiet de stjålne genstande og derudover også en dåse tåregas og en ampul med ulovlig doping.

Klokken 19.40 blev beboeren på værelset, den 20-årige mand, anholdt og ud over sigtelsen for indbrud blev han også sigtet for overtrædelse af våbenloven og lov om visse dopingmidler.

Den 20-årige blev løsladt igen klokken 21 efter afhøring på politistationen i Nykøbing.