Tip fra opmærksom nabo førte til anholdelse af tre indbrudstyve


Arkivfoto


En opmærksom borger er årsag til, at tyvekoster fra flere indbrud i Vestjylland snart kan bringes tilbage til ejerne.

Like localeyes.dk på Facebook

Lidt efter klokken 17 søndag ringede manden fra et sommerhusområde ved Varde til politiet. Han havde fattet mistanke til en bil med litauiske nummerplader, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

I første omgang kunne en politipatrulje ikke se mennesker nær bilen og kørte derfor væk igen.

Men kort efter dukkede to mænd med kufferter op i nærheden. Derefter blev så også en hundepatrulje aktiveret.

Det endte med, at hundene i et skovområde snusede sig frem til de to kufferter, ligesom tre litauiske mænd blev anholdt.

– Kufferterne var fyldt til randen med mobiltelefoner og smykker, siger vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

De tre anholdte sigtes for indbrud. Formentlig skal de fremstilles for en dommer mandag.

Samtidig er politibetjente gået i gang med at registrere de mange ting fra kufferterne.

– Vi skylder anmelderen en stor tak, siger vagtchef Erik Lindholdt om den mand, der ringede.

/ritzau/