Tre unge udsat for gaderøveri på kort tid i København


Arkivfoto


På blot et par timer er Københavns Politi natten til søndag blevet kontaktet af tre personer, som alle er blevet frarøvet penge og mobiltelefoner på åben gade på Frederiksberg.

– Det er sket ved et-to-tiden i området omkring Svineryggen og Vodroffsvej, siger vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.

LÆS OGSÅ: Ung kvinde stoppede voldelig gaderøver: Sparkede efter kuglerne
LÆS OGSÅ: Gaderøver brækkede skulderen på 86-årig rolletor-bruger

Området ligger umiddelbart vest for Sankt Jørgens Sø i midten af København.

– Ofrene er alle unge, der formentlig var på vej hjem fra byen. I alle tre tilfælde er der blevet truet med kniv, og i et enkelt tilfælde også med peberspray, siger Henrik Svejstrup.

Ingen af røveriofrene er dog kommet noget fysisk til.

På grund af de enslydende signalementer tror politiet, at det er de samme to gerningsmænd, der står bag røverierne.

De beskrives som værende midt i 20’erne, bar løstsiddende streetwear-tøj og talte dansk.

/ritzau/