Danske unge drikker mindre – men stadig alt for meget


Arkivfoto


Drukniveauet blandt danske unge falder, men det er stadig alt for højt i forhold til vores nabolande.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

Det er en undersøgelse fra Trygfonden, der blandt andet viser, at andelen af såkaldt “binge-drikkende” unge mellem 15 og 20 år er faldet markant.

“Binge-druk” er defineret ved, at man indtager mere end seks genstande på samme aften. I 2005 svarede 27 procent, at det var noget, de gjorde mere end to gange om måneden. I 2015 var andelen faldet til 11 procent.

Men det fald skyldes en international tendens, som ses ligeså tydeligt i de andre europæiske lande. Og Danmark er stadig i front, når det gælder unges druk, forklarer Anders Hede, der er forskningschef i Tryg.

– Når det kommer til drikkeri og rygning, ligger vi stadig alt for højt. Det er et udtryk for, at vi ikke har haft en nævneværdig forebyggelsespolitik på det område i forhold til vores nabolande, siger Anders Hede.

Her nævner han Finland som et af de nordiske lande, hvor man har gjort det godt, da man nationalt har vedtaget, at man vil have en generation uden røg.

– Vores forebyggelsespolitik er ganske slap. Vi ikke gjort noget som helst for at begrænse unges drikkeri. Vi har ikke hævet nogle alkoholafgifter, unge kan stadig købe alkohol i en meget tidlig alder, og det er meget nemmere tilgængeligt.

Forklaringen på den generelle internationale tendens til at unge drikker mindre, mener Anders Hede skal findes i finanskrisen.

– Unge har generelt fået færre penge mellem hænderne, og så har den økonomiske krise fået dem til at være mere forsigtige og tænke mere over fremtiden, siger han.

Trygfonden er ejet af forsikringsselskabet Tryg. Fonden arbejder for at skabe mere tryghed i Danmark gennem almennyttige projekter inden for sikkerhed, sundhed og trivsel.

/ritzau/