Se politiets rekonstruktion: Palle Sørensens rute for 50 år siden


Foto fra Politimuseet.


For 50 år siden skød og dræbte den dengang 38-årige vaneforbryder Palle Sørensen fire unge betjente under en biljagt. Politimuseet har rekonstrueret Palle Sørensens rute den nat for 50 år siden.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

Et par klodsede tyverier og en biljagt på Amager udviklede sig natten til den 18. september 1965 til en national tragedie. Vaneforbryderen Palle Sørensen skød og dræbte fire unge betjente med koldt blod.

I tre dage var han midtpunkt i en intens menneskejagt, inden han selv meldte sig og blev den vel mest forhadte kriminelle i Danmarkshistorien. Siden sad han næsten 33 år i fængsel, heraf mange i isolation. I 1998 benådede justitsminister Frank Jensen ham med ordene: ”Nok er nok.”


Foto af Palle Sørensen. Foto fra Politimuseet.

De to indbrudstyve blev først stoppet på Amager Strandvej ud for Kastrup Fort af en politibil fra Tårnby politistation, da de kom kørende i Palle Sørensens hvide Simca Versailles. Palle Sørensen, som havde en pistol i et skulderhylster, dræbte de to betjente i patruljevognen, og Norman Lee Bune stak af.

Palle Sørensen fortsatte alene i sin bil og blev i Vermlandsgade indhentet af en politibil fra Københavns politi. De to betjente, som ikke kendte til de tidligere drab, blev ligeledes skudt af Palle Sørensen.

Tre af betjente var 24 år og en 28 år. I forbindelse med drabene affyrede Palle Sørensen i alt 15 skud, hvoraf de 12 ramte ofrene.

Efter en intensiv politieftersøgning meldte Palle Sørensen sig selv til politiet. Han blev anholdt og tilstod drabene i et grundlovsforhør den 21. september 1965, tre dage efter forbrydelsen. Den 18. marts 1966 blev han idømt fængsel på livstid.

Den 26. maj 1995 blev Palle Sørensen overført til fortsat afsoning i åbent fængsel i Sønder Omme og den 17. marts 1997 udstationeret til kriminalforsorgens pension i Lyng. Den 4. maj 1998 blev han, der nu var 71 år gammel, benådet efter at have siddet til afsoning i næsten 33 år.

Palle Sørensen er dermed den person, som i nyere tid har afsonet den længste straf i Danmark.

Straffeloven er senere ændret, så livstidsdomme fremover hvert år skal vurderes efter 12 års afsoning. Palle Sørensens sag indgik i både den offentlige debat og i Folketingets behandling af lovændringen.


De fire betjente som blev skudt og dræbt af Palle Sørensen d. 18 september 1965. Fra øverste til højre mod venstre: Aksel Dybdahl Andersen, Gert Søndergaard Harkjær, Henning Skov Hansen og Elmer Gert Jeppesen. Fotos fra Politimuseet.