Brutalt overfald: Unge i København stikker tilfældig med kniv flere gange


Arkivfoto


En cirka 50-årig mand er torsdag blevet stukket flere gange i benene og i maven med en kniv på Nørrebro i København.

Tilmeld dig nyhedsbrevet fra localeyes.dk - få breaking news og en daglig oversigt

###

Knivstikkeriet fandt sted på Ågade under Bispeengbuen, og det var forbipasserende vidner, som slog alarm, da de så den sårede mand.

Politiet står torsdag aften uden motiv til knivstikkeriet og har kun foretaget en kort afhøring af offeret.

– Han forklarer, at han bare sidder og kigger, da han bliver konfronteret af en gruppe unge, fortæller Gunnar Nørager, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi, til Ritzau.

– Det ender med, at de stikker ham, og så er de pludselig væk igen, fortsætter han.

Politiet har søgt i området med blandt andet hunde, men har hverken fundet kniven eller afgørende spor af knivstikkerne.

Offeret for knivstikkene er indlagt, men skulle ikke være i livsfare.

/ritzau/