Bilist dræbt på stedet: Kørte frontalt ind i vejtræ


En lokal 45-årig mand mistede søndag eftermiddag livet ved en voldsom soloulykke ved Mariager. En kvindelig passager i bilen slap med mindre kvæstelser, oplyser Østjyllands Politi.

Den 45-årige mand kom kørende østpå på af Havndalvej da hans bil omkring kl. 13.30 pludselig kom over i modsatte vejbane, og kolliderede frontalt med et træ.

Den 45-årige mand blev erklæret død på stedet, da politi og redningsmandskab ankom til uheldsstedet.

– De pårørende er blevet underrettet. Der var kun de to i bilen, men de er ikke i familie, fortæller vagtchef ved Nordjyllands politi, Bruno Brix, til Ekstra Bladet.
Rutinemæssigt er der udtaget blodprøve af den dræbte 45-årige mand, og efter de tekniske undersøgelser af ulykken er overstået er vejen nu igen farbar.