Forældre til elever på Christianshavns Døttreskole i København er blevet bedt om at hente deres børn hurtigst muligt.
Det bekræfter skolen over for TV2.
Skolen har fået en henvendelse fra politiet, om at den skal holde alle børn indendørs på grund af en varslet demonstration mod Rasmus Paludan på Christiania.
Københavns Politi oplyser dog til Ritzau, at det ikke har givet skolen forbud mod at sende elever udenfor.
Politiet har blot gjort skolen opmærksom på, at det måske ikke er hensigtsmæssigt, at eleverne opholder sig på gader og stræder.
Det er normal procedure ved store demonstrationer i nærheden af skoler, lyder det fra politiet.
Foruden Christianshavns Døttreskole skal en anden skole samt Christianshavns Gymnasium også være blevet kontaktet af politiet ifølge TV2’s oplysninger.
Christianshavns Gymnasiums rektor, Troels Vang Andersen, bekræfter over for Ritzau, at de er blevet kontaktet af politiet. Dog har de ikke foretaget sig noget yderligere.
– Politiet har kontaktet os, men det er vores opfattelse, at demonstrationerne er foregået meget fredeligt. Derfor har vi ikke foretaget os noget særligt, men derimod fortsat undervisningen, siger Troels Vang Andersen.
Moddemonstrationen kom som et svar på, at Rasmus Paludan, der er stifter af partiet Stram Kurs, havde anmeldt en demonstration på Christiania torsdag eftermiddag.
Paludan var dog kun på stedet i ganske kort tid. Han ankom kort før klokken 14 og forlod stedet få minutter efter.
Ifølge tv- og billedbureauet Local Eyes var politiet mødt talstærkt op i området.
Kort efter klokken 14.30 har politiet trukket sig tilbage igen, oplyser Københavns Politi. Det tilføjes, at demonstrationen er forløbet roligt.
/ritzau/