Røvere fanget efter få minutter af hjemmeværnet


Arkivfoto


To unge røvere på flugt blev lørdag eftermiddag overrasket af et større cykelløb og blev derfor fanget af kvikke folk fra hjemmeværnet.

Like localeyes.dk på Facebook

Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

En 17-årig mand og en 18-årig mand, begge fra Fredericia, kom ikke langt, efter at de lørdag eftermiddag havde begået et røveri mod Dagligbrugsen i Egeskov ved Fredericia. Under røveriet havde røverne truet med en kniv, og de slap derfra på knallert med et mindre udbytte.

Hvad de tilsyneladende ikke vidste var, at der blev afholdt et større cykelløb for 350 deltagere i området på samme tid, og at Hjemmeværnet i den forbindelse var til stede.

Under røvernes flugt på knallert bemærkede kvikke folk fra hjemmeværnet nemlig de to røvere, og det lykkedes hurtigt for hjemmeværnet at anholde den ene af de to mænd.

Den anden gerningsmand blev efter kort tid anholdt af en hundepatrulje ved Sydøstjyllands Politi, og der gik altså kun cirka en time fra røveriet mod Dagligbrugsen og til begge gerningsmænd var i politiets varetægt.

De to mænd blev løsladt efter afhøringen, hvor den 17-årige mand erkendte at have begået røveriet, mens den 18-årige nægtede. Nu venter tiltale og dom.