Historisk: Serbien tiltaler otte for Srebrenica-blodbad


Video fra The Mladic Files, et projekt fra United States Holocaust Memorial Museums program til forebyggelse af folkemord. Projektet undersøger de uhyrligheder, som fandt sted under kommandoen af den bosniske general Ratko Mladic.

Bemærk, vi har klippet videoen og fjernet de sekvenser, hvor ofrenes ansigter kan ses, og hvor de bliver henrettet.


For første gang har en serbisk domstol tiltalt nogen for Srebrenica-massakren i Bosnien i midten af 1990’erne.

Følg localeyes.dk på Twitter - klik her og få nyhederne før de andre

LÆS OGSÅ: Bosnisk-serbisk leder: Srebrenica-massakre er en løgn

I alt er otte personer blevet tiltalt for deres rolle i folkedrabet, skriver BBC.

De er beskyldt for at have dræbt hundredvis af bosniske, muslimske mænd og drenge i løbet af en enkelt dag ved en lagerbygning tæt på Srebrenica.

Omkring 8000 personer blev i alt dræbt i massakren i 1995 – det værste folkemord siden Anden Verdenskrig.

Både i Bosnien og ved en international domstol i Haag er serbere tidligere blevet stillet for retten.

De mænd, der torsdag er blevet tiltalt i Serbien, tilhørte en særlig bosnisk-serbisk politienhed, som opererede i den østlige del af Bosnien under krigen.

Ifølge anklagerne var de med til at presse de primært muslimske ofre ind i en lagerbygning, hvor de blev dræbt med maskingeværer og granater. Blodsudgydelserne varede hele natten ifølge anklagerne.

Blandt de tiltalte er enhedens chef, Nedeljko Milidragovic – også kendt som Slagteren Nedjo – som menes at have givet ordren til drabene og skulle have sagt, at “ingen skal slippe ud i live”.

Milidragovic er anklaget for folkemord i Bosnien, men har hidtil kunnet leve frit i Serbien, da der ikke er nogen udleveringsaftale mellem de to lande ifølge BBC.

Mændene på anklagebænken kan blive straffet med fængsel i op til 20 år.

Srebrenica var af FN erklæret en “sikker zone”, men byen blev alligevel offer for den bosnisk-serbiske offensiv i 1995.

Ifølge BBC er 14 personer blevet dømt for deres rolle i Srebrenica-massakren ved FN’s Krigsforbryderdomstol for Det Tidligere Jugoslavien (ICTY).

/ritzau/