Arkivfoto
En sort bil med indbrudstyve slap natten til torsdag væk fra politiet. De trykkede sømmet i bund og nåede flere gange op over 200 km/t på mindre veje.
– Indbrudstyvene stak af med en sindssyg fart, lyder det fra politiet i en pressemeddelelse.
Tyvene blev opdaget, mens de var i fuld gang med et indbrud i apoteket i Algade i Skælskør. En patrulje hastede til stedet og nåede at se en sort personbil køre hurtigt fra stedet.
Patruljen eftersatte bilen, som satte farten betydeligt op og flere gange var hastigheden oppe over 200 km/t.
Den sorte bil øgede afstanden til patruljebilen og på Sorøvej kort før Ringsted undgik bilen en udlagt sømmåtte og fortsatte op mod motorvejen med meget høj fart.
Herefter opgav patruljebilen at følge efter.