Paludan-demo forbydes atter på Nørrebro


Nørrebro efter Paludans kortvarige demo på Blågårds Plads


Islammodstanderen Rasmus Paludan har fået forbud mod at demonstrere på Blågårds Plads i den københavnske bydel Nørrebro torsdag.

Det oplyser Paludan, der er stifter af partiet Stram Kurs, i en mail.

I stedet har han anmeldt en demonstration i Aksel Møllers Have på Frederiksberg klokken 17.

Den nye lokation kommer, efter at en række af hans demonstrationer de seneste uger er blevet aflyst af sikkerhedsmæssige årsager.

Senest fik han aflyst en demonstration på Blågårds Plads onsdag, fordi der ifølge politiet var en for stor samlet sikkerhedsrisiko ved at gennemføre den.

Derfor blev den rykket til Lergravsparken på Amager.

Der har været store optøjer i forbindelse med nogle af Paludans demonstrationer det seneste stykke tid.

Ved demonstrationerne har Rasmus Paludan blandt andet kastet med, sparket til og brændt en koran af.

Stram Kurs mener, at islam skal forbydes i Danmark. Desuden skal Danmark udvise enhver ikkevestlig person, der har opnået asyl, og som ikke er oprindelig statsborger i et af Danmarks nabolande, mener partiet.

Stifteren, Rasmus Paludan, blev tidligere i april dømt for racisme. Det skete efter en nedsættende kommentar i en YouTube-video.

Videoen indgår en længere passus, hvor Paludan blandt andet taler om “de fleste negere i Sydafrika” og personer med lav intelligens. Og det er den kobling, der er ulovlig, slog Retten i Glostrup fast.

Paludan ankede den afgørelse på stedet.

/ritzau/